kronikk● Heine andersen
Akademisk ytringsfrihed: Danske tilstande
Indtil nu er der ikke tegn på, at ansvarlige politikere i Danmark vil besinde sig og gå til forsvar for akademisk frihed, skriver professor emeritus Heine Andersen.
Publisert
Sist oppdatert
Denne teksten er et debattinnlegg. Innholdet i teksten uttrykker forfatterens egen mening.
Akademisk frihed og ytringsfrihed er igen på den politiske dagsorden, både i Norge og i Danmark. Khrono har opfordret mig til at bidrage til debatten, hvilket giver en anledning til at samle op på mine indtryk gennem årene om forskelle og ligheder mellem vore to lande. En mere systematisk komparativ analyse savnes desværre.
Nogle har valgt at skifte forskningsfelt, og forskere aftaler kollektivt at undgå journalister.
Heine Andersen, professor emeritus ved Sociologisk institut (Københavns universitet)
En markant forskel springer i øjnene allerede ved første øjekast: i Norge nedsætter regeringen kommissioner og ekspertudvalg, hvis der opstår tegn på problemer med akademisk frihed.
I 1989 kom en ret detaljeret bestemmelse om akademisk frihed ind i norsk Universitets- og høyskolelov, og efter en kommissionsudredning blev denne i 2007 udbygget med en præcisering af individuel akademisk frihed.
Nu er man igen i gang med udredninger og betænkninger. Historiske baggrund, tidligere lovgivning, også i udlandet, internationale erklæringer, litteratur om akademisk frihed osv. gennemgås som basis for afklaring og debat (historisk tilbageblik, her).
Hvordan har vi gjort i Danmark? Jeg har arbejdet med emnet i adskillige år (se evt. min bog Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed), og har netop sammen med en gruppe jurister afsluttet bogen «Forskningsfrihed. Hvad med juraen?» (Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen og Morten Rosenmeier, red.: Djøf’s Forlag, under udg.).
Efter en stribe af uhyre omfattende reformer siden den første universitetslov kom i Danmark i 1970, har det ikke været muligt at finde mere end et par løsrevne sætninger om forskningsfrihed i danske retskilder, lovforberedende arbejder, kommissionsbetænkninger, udredninger, regeringsinitierede evalueringer, you name it.
End ikke en kort dækkende definition af forskningsfrihed finder man, siden begrebet dukkede op i Universitetsloven i 2003. De få steder, hvor der er tilløb til en definition, udelades – tilfældigvis? – hver gang publicerings- og ytringsfrihed. Kun emne- og metodefrihed nævnes. Akademisk frihed nævnes slet ikke.
Undervisningsfrihed og frihed til at ytre sig om administrative og ledelsesmæssige forhold er således ikke lovfæstet særskilt på danske universiteter, som på norske.
Specielt når det gælder forskeres ytringsfrihed nævner Vidar Strømme i sin udredning til Fritt Ords monitorprojekt 2020-2021:
«Det er på det rene at ytringsfriheten skal være større i akademia enn for offentlig ansatte generelt. Lovgivning og norsk og internasjonal rettspraksis levner ingen tvil om det (s. 42).»
Om det samme gælder i Danmark er nok tvivlsomt. Forfatteren til kapitlet om forskeres ytringsfrihed i nævnte bog «Forskningsfrihed. Hvad med juraen?», juraprofessor Sten Schaumburg-Müller, har følgende vurdering:
«Efter dansk ret har offentligt ansatte de jure en stærk ytringsfrihed, forskeres er ikke større. Efter europæisk menneskeret har alle, der viderebringer oplysninger af offentlig interesse, en privilegeret beskyttelse. Forskere har ikke forrang» (personlig mail).
Hvoraf nuancerne opstår i forhold til Strømmes vurdering, skal jeg ikke gå ind på. Men bemærk, at Schaumburg-Müller udtrykkeligt taler om de jure. I praksis har der til gengæld vist sig store problemer i form af pres, uformelle sanktioner og i Danmark endog fyringer.
Under alle omstændigheder er ovenstående en indikator på, at der i Norge er større politisk opmærksomhed og stærkere opbakning til både akademisk frihed og specielt forskeres ytringsfrihed og tillige bedre juridisk beskyttelse.
Går vi fra juraen til realiteterne, finder vi i Danmark både en række enkeltsager samt friske spørgeskemaundersøgelser. Den mest graverende sag blev oprullet i 2015/16, sagen om de dobbelte mundkurvskontrakter, som jeg afdækkede.
Universiteter havde i årevis ved opdrag for myndigheder skrevet under på kontrakter, der pålagde forskerne tavshed (jeg redegjorde for sagen på Forskningspolitisk Seminar i 2016, i Oslo).
Det var et klart ulovligt tavshedspålæg, der havde ramt flere hundrede forskere, men som ingen havde protesteret imod, og som ingen blev draget til ansvar for. Jeg har ikke kendskab til så alvorlige krænkelse af publicerings- og ytringsfrihed i Norge.
Denne og andre sager førte til, at Aarhus Universitet (ved VIVE) og senere Dansk Magisterforening gennemførte spørgeskemaundersøgelser for at kortlægge problemets udbredelse. Resultaterne var i virkeligheden alarmerende. Det viste sig, at 16 prosent af svarpersonerne havde være udsat for pres for at undlade eller udskyde publicering, eller at ændre i resultater.
I alle tilfælde brud med god forskningspraksis til skade for kvalitet og troværdighed. I de fleste tilfælde kom presset fra eksterne samarbejdspartnere eller fra ledelsen, men pres fra kolleger forekom også. Skræmmende tal, men ikke noget der øjensynligt bekymrede ansvarlige politikere.
Når det gælder formidling til offentligheden, findes der ikke bredt dækkende undersøgelser i Danmark. Men der har været en række enkeltsager og beretninger, der viser skræmmende forhold inden for særligt politisk følsomme områder. Det drejer sig især om områderne: indvandring/ integration, religion (islam), Mellemøststudier og racismeforskning.
I 2020/ 21 opstod i Danmark en debat om indtrængen af identitetspolitisk kancelleringskultur på universiteterne, som man har set eksempler på især i USA. Højrepopulistiske politikere i Folketinget førte an i en hård tone både med angreb på specifikke forskningsmiljøer og enkeltpersoner, mistillid til universitetsledelse og trusler om lukninger.
Efterhånden som debatten udviklede sig, blev det imidlertid klart, at eksempler er sparsomme. Hvis man definerer det identitetspolitiske syndrom som dette, at forskere søges udelukket med henvisning til at de krænker underpriviligerede gruppers identitet, er det meget svært at finde klare eksempler på identitetspolitisk kancellering af forskere på danske universiteter.
På et symposium arrangeret af UBVA (et udvalg under Akademikerne) fremkom dog et eksempel fra området kønsforskning fra en af profilerne i den danske kønsforskning og debat, professor Hans Bonde. Han sagde i sit foredrag (slutningen), at han var «blevet kancelleret fra den ene efter den anden konference på grund af modstand fra feministiske oplægsholdere».
Dette blev støttet af lederen af symposiet juraprofessor Morten Rosenmeier, der beretter:
«På symposiet medvirkede der nogle mandlige oplægsholdere, der måtte ventes at være kritiske over for den antagelse, at kønsskævheden i forskerverdenen skyldes ubevidst bias ved stillingsbesættelser. En af dem var professor Hans Bonde. Hans deltagelse i programmet gjorde det imidlertid særdeles vanskeligt at arrangere symposiet. En programsat kønsforsker meldte således afbud, da vedkommende erfarede, at Hans Bonde også medvirkede. Andre kønsforskere afviste derefter at medvirke i den pågældendes sted» (personlig mail).
Her må man dog bemærke, at eksemplet ikke direkte passer ind i det identitetspolitiske «krænkelseskultur»-mønster, men snarere er et eksempel på en traditionel interessepolitisk kamp om forklaring på ulighed.
Men reelt er det snarere dem, der påviser undertrykkelse, der får lukket munden. Der er således stærke kræfter i det politiske lag, der opildner og medvirker til pres mod forskernes ytringsfrihed, i stedet for at beskytte ytringsfriheden.
Forskere beretter, ofte anonymt, at de er udsat for alvorlige trusler «(jeg ved hvor dine børn går i børnehave», «en død neger er en god neger» …). Forskere må skifte til hemmelig adresse, er blevet sygemeldt med stress, og søger at undgå at træde offentligt frem. Hetzagtig omtale forekommer i medier, og politikere udtaler nedvurderende bemærkninger om navngivne forskere endog fra Folketingets talerstol.
Nogle har valgt at skifte forskningsfelt, og forskere aftaler kollektivt at undgå journalister. Man formidler i stedet kun direkte til opdragsgiver og i udenlandske videnskabelige tidsskrifter. Dette til skade for oplysning og demokrati.
Jeg kan se, at dette tema også indgår i den norske debat, jf. rapporter fra ISF. Norske forskere oplever også begrænsninger for deltagelse i formidling og offentlig debat. Det er dog ikke mit indtryk, at begrænsningerne tager så ekstreme former som i Danmark.
Indtil nu er der ikke tegn på, at ansvarlige politikere i Danmark vil besinde sig og gå til forsvar for akademisk frihed.
Jeg tror, at ovenstående observationer og eksempler dækker over reelle og mere generelle forskelle. I Norge ser man færre af de grove og alvorlige brud på ytringsfrihed efter pres fra stærke økonomiske og politiske interesser.
Der er en stærkere akademisk frihedstradition, der er bedre politisk opbakning, tydeligere juridiske rammer, bedre balance mellem basisfinansiering og ekstern finansiering, større ansættelsestryghed og færre løst ansatte forskere. Samt samlet kollektiv organisering for forskere på tværs af fagområde. Det styrker ytringsfriheden.
Det bliver meget spændende at følge debatten og se, hvilke løsninger man finder i Norge, når de endelige rapporter fremkommer. Umiddelbart er der grund til optimistisme, forekommer det mig.
Les også:
Følg flere debatter i akademia på Khronos menngsside
Nyeste artikler
De nasjonale strateger — hvor ble de av?
Reagerer på upresis tallbruk om læreropptak
Topptidsskrift granskes etter påstander om fusk. Har mer enn 1000 norske artikler
Én av tre britiske studenter frykter universitetskonkurs
Norge trenger svenske forskningstilstander
Mest lest
Studenter utvist fra fransk universitet. Norske Anna frykter at hun står for tur
Ansettelsessaken i Bergen: En faglig tautrekking
Slik gjekk det då professoren spurte ChatGPT om litteraturtips
Reagerte på NTNUs språkbruk i økonomisak. — Gjør meg kvalm
Svensk dom over norsk akademia: For mykje kvantitet, for lite kvalitet