Når man går af, så går man af

Denne teksten er et debatt­inn­legg. Inn­holdet i teksten uttrykker forfatterens egen mening.

I en artikel publiceret på Khrono den 14. august af Joar Hystad, gør professor emeritus Rolf Rønning sig mange gode betragtninger om seniorpolitik og udnyttelsen af emeritus/ta-gruppens faglige ressourcer efter pensionering. Dette er ikke nogen ny diskussion. Den kom særlig frem i medierne i forbindelse med tidligere rektor Ole Didrik Lærums pensionering i Bergen, og hans engagement ved Københavns universitet i 2011. Hvorfor skulle Lærum dog forlade Universitetet i Bergen for at fortsætte sin forskning i København? Umiddelbart virker det som en ”sløsning med seniorressourcer”, og der kan da ikke være nogen tvivl om at pensionerede forskere stadig vil kunne bidrage, og i mange tilfælde også gør det, efter de er gået af for aldersgrænsen. Rolf Rønning understreger desuden: ”Et klart premiss for å kunne fortsette etter fylte 70 er at man ikke står i veien for yngre krefter når det kommer til lønnsutgifter og lignende.”

seniorer

Rolf (76) med varsku om seniorpolitikk i akademia: — Sløser med ressurser

Tingene bliver i høj grad set ud fra de pensioneredes synsvinkel, og som professor emeritus fra AHKR, Universitetet i Bergen selv, er jeg naturligvis glad for det. Det er vigtigt som pensionist at føle sig værdsat, og det er vigtigt at få en god indgang til pensionisttilværelsen, som det siges, og jeg mener da også selv at jeg stadig har meget at bidrage med.

pensjonsalder

— Man blir ikke plutselig ubru­ke­lig når man når en viss alder

Der er imidlertid et aspekt, som helt savnes i debatten. Det drejer sig ikke bare om ikke at stå i vejen for yngre kræfter med hensyn til «lønnsutgifter og lignende». Efter et langt aktivt liv i akademia har de fleste opbygget stor prestige og påvirkningskraft, ikke bare snæver faglig kompetence. Man har været en af førerhundene på sit institut, og har indgået i et hierarki, som vi, om ikke andet uofficielt, finder på alle arbejdspladser. Des mere erfaring man har fra betydningsfulde poster, styrerhverv etc. des mere man forskningsmæssigt hara markeret sig, des mere har man fungeret som trendsætter og præmisleverandør for det faglige og sociale liv på instituttet. Det er der nu engang ikke noget mærkeligt i! Selvom man som pensionist tilstræber at holde en lav profil, vil man uanset stadig have stor indflydelse på nyansatte og yngre kollegaer. Det kan være positivt og det kan være negativt. Det er der nu engang heller ikke noget mærkeligt i! Det kan jo også være, men det ser man ikke selv, at der er behov for en udskiftning af den faglige og pædagogiske kompetence, som man har bygget op og repræsenterer. Alle fag har behov for paradigmeskift med jævne mellemrum, og det er erfaringsmæssigt uhyre personafhængigt. Nogen skal gå af, og nye skal have fuld mulighed for at udfolde sig fra et helt andet ståsted uden at skulle stå i skyggen af ældre pensionerede kollegaer. Måske er det alligevel sundt for faget som sådan at sige: Når man går af, så går man af!

Parkinson

Professoren fekk Parkinson. Ein vert stempla som avvikar når ein brukar stokk, seier ho

LES VIDERE ETTER ANNONSEN

FÅ NYHETER PÅ MOBILEN
Last ned Khrono-appen!