Han blev et internationalt kendt navn allerede kort efter tiltrædelsen af professoratet i Klassisk Filologi ved UiB i 1977 takket været sin brilliante bog om den antikke roman – et forskningsområde som netop da begyndte at tiltrække sig interesse efter at have levet i skyggen af den mere “klassiske” græske og romerske litteratur som “den upopulære populærlitteratur” – med en af Häggs mange heldige formuleringer.
Successen fulgte han op med en utrolig arbejdsindsats inden for byzantinsk litteratur, antik græsk fra periferikulturen syd for Ægypten, i Nubien, og med betydelige arbejder inden for senantik græsk litteratur, hedensk og kristen, samt en række oversættelser og andre formidlingsarbejder. Endnu et højdepunkt nåede han i 2003 med The Virgin and her Lover (2003) som præsenterede et sensationelt fund: den antikke græske roman om Parthenope som kendtes fra omtale og enkelte fragmenter havde Hägg genfundet i en middelalderlig persisk gendigtning. Ikke nok havde han gjort et fund, men typisk for ham fulgte han det op med et mangeårigt samarbejde med en iranolog (Bo Utas) som resulterede i denne samlede udgivelse, oversættelse og kommentar om denne teksts vandring fra antikkens østlige middelhav til middelalderens Persien. Endnu en forskningsmæssig kulmination har vi faktisk stadig i vente med det manuskript til en samlet fremstilling af biografigenren i antikken som blev leveret for få måneder siden og som vil udkomme på Cambridge University Press.
Hvordan alle disse interesser hang sammen kan man læse i den fascinerende intellektuelle “selvbiografi” som Hägg skrev som indledning til en stor artikelsamling fra 2004: Parthenope – Selected Studies in Ancient Greek Fiction (1969-2004).
Alt dette vil være tilgængeligt for interesserede læsere og vidner om Häggs store indflydelse på fortolkningen, diskussionen og undervisningen omkring disse antikke litterære emner.
Hertil skal man lægge hans virke ved Klassiske Studier i 32 år ved UiB (1977-2009) som kun var synligt for dem omkring ham – et virke der har trukket dybe spor for en lang række studerende og kolleger inden for og uden for faget. Tomas Hägg var i besiddelse en helt enestående empati. Denne evne til at interessere sig ægte for andre og andres interesser hang utvivlsomt sammen med hans evne til at analysere litteratur fra en fjern kultur – det var faktisk i sin tid et radikalt brud med svensk klassisk filologi at fokusere på de litterære aspekter af teksterne i stedet for de sproglige og historiske. Miljøet i Bergen og i Norge kom til at nyde fantastisk godt at den inkluderende, venlige, men også krævende holdning Hägg altid udviste med utrættelig energi. Han var i mere end 30 år det bergenske fagmiljøs sjæl, hjerte og rygrad – hvilket er ukontroversielt at sige direkte eftersom ingen var misundelige på ham og hans høje akademiske status: dertil var han alt for beskeden og generøs. Det er vist ikke en dristig generalisering – på baggrund af undertegnedes erfaring – at sige at de fleste forlod hans kontor både med uvurderlige konkrete faglige indspil og med sine prioriteringer meget klarere.
Som et enkelt eksempel på hans måde at arbejde på kan nævnes de uformelle onsdagsseminarer Hägg organiserede fra 90-årene og frem (og som stadig eksisterer idag). Efter svensk forbillede ønskede han at hovedfagsstuderende, PhD-studerende og kolleger kunne have et tværfagligt forum hvor de afprøve ideer for et lidt større publikum end bare vejlederen / kollegaen. Dette var ikke nogen let fomel at overføre fra de stridslystne svenske (og tildels danske) faglige fora til de noget mere tavse vestlandske. Der var afsat to timer til seancen, og ofte skete det at fremlæggelsen tog 10-15 minutter og ingen derefter turde sige noget. Nærværende kollega tænkte ofte “Hvordan har han tænkt sig at fylde hele to timer?”. Umærkeligt lykkedes det ham at sætte gang i folk med små kommentarer om hvordan man strukturerer et kapitel, hvilken balance man bør finde mellem at genfortælle og at analysere antik litteratur m.m. Vi kolleger tog mange mentale noter.
I alle fora – internationale eller nordiske forskningsgrupper, administrative organer, ekskursioner osv – var Hägg den fødte leder gennem den kundskab, beskedenhed, autoritet og tillid der lyste ud af ham. Savnet er meget stort.
Lars Boje Mortensen, professor i latin ved UiB 1992-2007, professor II ved Senter for Middelalderstudier 2007-12
